Kødsovs med linser – Spaghetti Bolognese
Kødsovs med linser – en mere grøn klassiker
Hvis du har lyst til at gøre din bolognese lidt grønnere og mere fyldig, er denne opskrift på kødsovs med linser et oplagt valg. Her erstatter vi halvdelen af kødet med belugalinser, som giver en skøn, let nøddeagtig smag og en god mæthed. Samtidig får du sneget flere planter ind på tallerkenen uden at gå på kompromis med den velkendte smag.
Belugalinserne suger smagen fra tomat, krydderurter og bouillon til sig og bliver dejligt møre under den lange simretid. Det giver en fyldig og lidt mere rustik version af kødsovs, som stadig fungerer perfekt over en dampende portion spaghetti og med et drys friskrevet parmesan.
God til hverdagen
En kødsovs med linser er ideel til de travle hverdage, fordi den kan laves i en stor portion og gemmes i køleskabet eller fryseren. På den måde har du altid en hjemmelavet pastasovs klar, som både store og små kan lide. Linserne gør sovsen mere fiberrig og nærende, og de bidrager til at holde dig mæt længere.
Retten kan i princippet laves på cirka 45 minutter, men jo længere tid den får lov at simre, jo bedre!
Hvis du vil skære lidt ned på kødet i hverdagen, er det her en nem og ukompliceret måde at gøre det på. Samtidig får retten lidt ekstra grønt med løg, gulerod og bladselleri, som giver sødme og dybde i smagen.
Tips til variation
Du kan sagtens tilpasse din kødsovs med linser efter, hvad du har i køkkenet. Prøv at tilsætte lidt chili for et mildt bid eller skift oksebouillon ud med grøntsagsbouillon for en endnu grønnere ret. Du kan også bruge grønne, røde eller brune linser i stedet for belugalinser. Brug hvad du har til rådighed!
Server gerne med friskkogt spaghetti, et godt drys parmesan og lidt frisk timian eller basilikum på toppen. Det giver retten et lille løft og gør hverdagsmiddagen lidt hyggeligere.

Kødsovs med linser – Spaghetti Bolognese
Ingredienser
- 2 spsk olivenolie til stegning
- 200 gram hakket oksekød
- 1 løg
- 1 stor gulerod
- 2 stængler bladselleri
- 3 fed hvidløg
- 1 stor spsk tomatpuré
- 1,5 tsk tørret timian
- 1 tsk tørret rosmarin
- 3 laurbærblade
- 1 dl rødvin kan erstattes med hvidvin
- 90 gram tørrede belugalinser ca. 1 dl
- 1 flaske passata ca 700 gram
- 3 dl oksebouillon eller grøntsagsbouillon
- 1 dl fløde
- Salt og peber
Tilbehør
- 400 gram spaghetti
- Parmesan
- Frisk timian
Sådan gør du
- Opvarm olivenolie i en stor sauterpande. Tilsæt oksekødet og brun det af ved middelhøj varme.
- Hak løg, gulerod, bladselleri og hvidløg fint og tilsæt til panden. Lad et stege i cirka 5 minutter, indtil grøntsagerne er bløde.
- Tilsæt tomatpuré, timian, rosmarin og laurbærblade og lade det stege i 1 minut.
- Tilsæt så hvidvin og lad alkoholen fordampe.
- Skyl belugalinserne og tilsæt dem sammen med passata og oksebouillon.
- Lad det simre under låg i mindst 25 minutter – gerne 1-2 timer.
- Tilsæt fløde, smag til med salt og peber og lad det varne op igen.
- Kog spaghetti efter anvisning på pakken.
- Server med friskrevet parmesan og timian. Velbekomme!